Kvindhøjene

I bondestenalderen omkring år 2.500 f. Kr., som var enkeltgravskulturens tid, begravede man her i Vestjylland de døde i jordhøje. Gravene blev dækket af lave høje.
I bronzealderen ændrede man gravformen til store, kuplede høje, som gerne skulle placeres på en bakketop, så den kunne ses i landskabet.
Nogle høje lå i grupper som begravelsesplads for et samfund, andre i korte eller længere rækker. Flere højrækker kunne følges mange kilometer, som Danmarks ældste vejlinjer.
Som kendetegn i terrænet blev de placeret ved alfar vej, og markerede de ruter man færdedes ad fra egn til egn.
Og de har været meget synlige, idet de må have været væsentlig højere, da de blev rejst. De har jo haft omkring 4.000 år til ”at sætte sig”.

Kvindhøjene, der ligger i Hee sogns østlige udkant, er en ret stor højgruppe, som bestod af 12 gravhøje. Ud over denne højgruppe har der været en anden gruppe med 7 høje, som har ligget sydvest for Kvindhøjene ikke langt fra disse.
Med denne store koncentration af gravhøje, kan man konstatere, at der i området har levet rigtig mange mennesker i en tæt form for beboelse. Sandsynligvis fordi åen på dette sted har delt sig i to løb, et nord og et syd om Kvindhøjene, og åen har været en af de store trafikårer.

Om navnet ”Kvindhøjene” er en omskrivning af et navn med en helt anden betydning, som har fulgt højene gennem de ca. 4.000 år, står lidt hen i det uvisse.
En overlevering fortæller, at navnet er opstået, fordi en sen nattevandrer til sin forfærdelse så en kvinde komme ud fra højen bærende på et lille barn.
Måske har det blot været en træt kvinde på vandring, som har rejst sig efter at have siddet ved højen for at pusle sit barn. Overtroen havde godt tag i folk dengang.
Men højene er måske mere sandsynligt rejst ifølge tvillingetraditionen, der har været dyrket som de to mest guddommelige kræfter fra før bronzealderen til efter vikingetiden. Tvillingerne var en meget stærk tro på tværs af grænser, som bestod af den givende kraft og den modtagende kraft og kunne udtrykkes på mange måder; som to dyr, to fugle, to personer, to våben og meget andet.
Frey og Njord, som havde andre navne før den nordiske mytologi, var de øverste vaneguder, og man begravede de døde i skibssætninger eller stenkister til deres ære. Derved fik den døde en tæt forbindelse til de største af alle guder.
Man kunne måske tænke sig ordet ”twin” (to) i folkemunde har ændret sig til ”Kvind” på grund af, at højene på afstand kan minde om et par kvindebryster.

En gravhøj kan være bygget op over en trækiste (evt. stenkiste), hvori den døde er gravlagt, og altså rejst over en enkelt person.
Men efter fund af mange urner i gravhøjene, kan man se, at hver høj senere er brugt til flere begravelser, måske som familiegravsted gennem generationer.
Her er de døde blevet brændt, og asken, knoglestumper og eventuelle personlige småting er samlet i en urne. Derefter har man gravet et hul i familiens høj og gravsat den døde der.
Det er også muligt, at der ikke var så meget jord over den første kiste, og at gravhøjen er vokset, hver gang man har begravet et familiemedlem ovenover den først gravlagte.  

Nogle af Kvindhøjene blev udgravet af Nationalmuseet i 1941. Her fandt man ud af, at de er blevet rejst omkring år 1.800 f. Kr.

I højen fandt man et af Danmarks ældste eksempler på ligbrænding. Desuden fandt man en lille stenkiste, bygget af elleve til dels kløvede sten, som var rejst på højkant.
Stenkisten kan i dag ses i haven foran Ringkøbing Museum.
Også en anden ting vakte arkæologernes opmærksomhed.
Nationalmuseets udgraver G. Kunwald fortalte:
”Blandt andet var gravens indhold tydeligvis blevet forstyrret af tidligere gravere, idet der i det omgravede fyld fandtes sønderbrudte menneskeknogler, ligesom kun få knogler på gravbunden lå i anatomisk orden, men der var dog nok til at vise, at den døde havde ligget med hovedet mod øst.
Efter dækstenen var løftet af og sandet nedenunder fjernet fremkom ganske møre rester af noget træ.
Ved en meget omhyggelig gravning med de fineste redskaber og de blødeste akvarelpensler blev det efterhånden klart, at det var en lille trækasse, der stod her i forenden af graven.
Der var kun ét at gøre; fundet måtte gipses ind og optages som præparat til videre undersøgelse på laboratoriet.
Netop da en firkantet jordklods lidt større end kassen var skåret fri, så gipsningen kunne begynde, kom der uventet besøg. En mand, der var kyndig i bestemmelse af træsorter, Nationalmuseets konservator, Hans Helbæk.
Det var fristende med det samme at få konstateret kassens materiale, og forsigtigt skrabede vi et lille stykke midt på siden fri.
Efter et kig i luppen påstod Helbæk, at kassen var af cedertræ. Men cedertræ kendte man ikke til i Danmark i bronzealderen, så det må være mig tilgivet, at jeg ikke troede ham, men han holdt på sit.
Vi blev enige om at blotte et lille stykke af kassens kant, og nu blev jeg overbevist. I luppen sås tydeligt hovedet af et lille maskingjort søm, og det viste sig at være en 100’styks cigartrækasse, hvori den dødes kranium lå med undersiden opad.”

Det viste sig, at flere af Nr. Bratbjergs ejere havde gravet i højene og således også Jens Bak, der havde ejet gården indtil 1916.
Om ham fortaltes det, at den dag han havde gravet i højen, blev han syg om aftenen. Han satte de to ting i forbindelse med hinanden og sendte karlen ud for at dække graven til igen.
Man kan ligefrem se for sig, hvordan gårdejeren tømte de sidste cigarer ud af kassen, lagde kraniet, han havde taget med hjem, ned i den og gav den til karlen med ordene:
”Ta så å sæt’ de’ nier i æ hyw ijen!”
  
Der er stadig en del tilbage af denne fordums vældige gravplads, idet der i området er adskillige fredede gravhøje.