Billedserier
Gymnastik holder åbent hus

Gymnastik holder åbent hus
Gymnastik holdt d. 19. sept. 2015 åbent hus i anledning af donationer fra Tuborgfondet og Ringkøbing Landbobank
Billedserier

Ramsing Cup
Billeder fra Ramsing Cup 2014

Hindø


Hindø er en 70 ha. stor fredet ø ud for Hee.
Tag ad Agersbækvej venstre om kirken og fortsæt ad denne til enden. Her kommer du til broen ud til Hindø. Resten er kun for gående men en stor oplevelse.
Turen over broen, rundt på Hindø og tilbage er i alt på ca. 5 km. På turen kan man opleve det karakteristiske vestjyske landskab, Stadil Fjord og øens strandenge og rørskove. Fra Hindø kan man mod syd se Ringkøbing bys silhuet og mod nord den smukke Stadil Kirke, der ligger lige ud til fjorden.
Der er diskret skiltet, hvor man kan færdes.

Langs den jyske vestkyst er der kun få fjorde, og i dem er der næsten ingen øer. Derfor er Hindø i Stadil Fjord en af de få undtagelser. En anden undtagelse er, at Stadil Fjord, som tidligere var åben ud til Vesterhavet, ikke mere er en fjord men en ca. 1713 ha stor ferskvandssø og endda en af Danmarks reneste.



Første gang man hører om Hindø tilhører den adelsmanden Bo Høg, der blev født omkring år 1322.
Før reformationen i 1536 førte den katolske kirkes biskopper og præster sig meget frem og tilførte jord og rigdom til kirken og sig selv. Det var så slemt, at man siger, at når en rig mand var døden nær, stod præsterne fra forskellige kirker på spring for at være den, som blev udvalgt til at læse messer for den døde, mod at den døende eller vedkommendes slægtninge skænkede gaver til kirken. Der kunne af og til være tale om så store gaver som hele gårde og godser.
Om Ribes biskop havde gjort uretmæssige krav på noget gods, som tilhørte adelsslægten Høg, står hen i det uvisse, men Bo Høg og hans brødre Lage og Eske lå sidst i 1340’erne i heftig strid med biskoppen i Ribe.
Det udviklede sig så voldsomt, at de tre brødre først plyndrede Ribe Domkirke i år 1350, og derefter i 1354 stjal fra ribekannikerne, som skovlede rigdomme af kirkens gods til sig.
Det kunne naturligvis ikke gå upåagtet hen, så ved Danehoffet i Nyborg i 1354 blev brødrene lyst i band af samtlige bisper i Danmark.
En bandlysning var en udelukkelse fra kirken, men nok mere en trussel og et politisk magtmiddel. Det må dog være begrænset, hvor godt det har virket, for senere blev Bo Høg et af de førende medlemmer i Rigsrådet.

100 år senere tilhørte Hindø stadig adelsægten Høg, og den fortsatte i adelseje med skiftende ejere.
I 1604 tildømmes godset Søgaard på Holmsland til Mogens Juel og her fulgte Hindø med.
Mogens Juels datter Ellen blev gift med Mogens Kaas, der var hofjunker og ejede Aas, Tidemandsholm, Nibstrup, Hørbylund m. m. Han var dog ingen rig mand, idet han pantsatte og solgte flere af sine godser. På godset Nibstrup i Vester Brønder¬slev sogn blev han 1644 udplyndret af de svenske krigsfolk, der var så grådige, at de endog trak klæderne af ham.
Hans bror, Otto Eriksen Kaas, var nok ikke bedre bemidlet. Han havde købt Hindø af Mogens Juel og boede på øen fra 1626 til 1634. Men allerede to år før han flyttede til øen, havde han pantsat den for 450 rigsdalere til Niels Krag på Voldbjerg, som overtog øen i 1635.
Her forblev den, til godset i 1792 blev solgt til sine 111 fæstebønder.

Som ganske ung havde Morten Thuesen i år 1716 overtaget fæstet (lejet) af Hindø, og på tidspunktet for bøndernes løsrivelse fra Voldbjerg i 1792 var det hans søn Thue Christensen, som var fæster og købte Hindø til selveje. Han var dog ved at være en ældre mand og videregav i år 1800 øen til sin datter Ane Catrine og svigersøn Christian Madsen.

En efterårsdag 2016 mødes Christian Madsens tiptipoldebarn Karen Hindø og Karen ”Tut” Hindø, som var gift med Christian Madsens tipoldebarn Gunnar, og fortæller om fordums dage:
”Christian Madsen kom fra Rindum og blev gift med Ane Catrine, som var barnefødt på Hindø. Ved giftermålet overtog de Hindø.
Ægteparret fik tre børn; to piger og sønnen Peder Christian Christiansen.”

Kun 50 år gammel døde Christian Madsen i 1828. Ane Catrine var da 46 år, og kort efter giftede hun sig med den 10 år yngre Christen Graversen.
Ane Catrine og Christen drev ejendommen videre i de næste 21 år, indtil Peder Christian i 1849 var blevet 25 år og dermed kunne overtage den.
Fem år senere blev Peder gift med den jævnaldrende Karen Marie Christensdatter fra Ølstoft i Hee.
Peder kom så godt ud af det med sin stedfar, at han gav sit andet barn navnet Christen Graversen Pedersen.

Karen fortæller:
”Peder Christian var ejer af øen i 30 år, indtil hans søn Christian Pedersen sammen med sin hustru Johanne Marie Lauridsen overtog den i januar 1879 og tog Karen Marie og Peder på aftægt. (Aftægt vil sige, at aftægtsfolkene laver en kontrakt med sin efterfølger om, at de skal bo og leve kvit og frit på ejendommen til deres død. Det var sandsynligvis den pris, Christian skulle give for Hindø.)
*Christian Pedersen beholdt kun øen i fem år, før han lod den gå videre til sin bror, Andreas Pedersen Hindø.
Deres far Peder Christian har nok ment, at det var lige tidlig nok at lægge arbejdslivet fra sig som 55 årig, så han blev gæstgiver i Ringkøbing.
Andreas fortsatte på Hindø indtil 1897, hvor han solgte øen, efter den havde været i familiens eje i 181 år.”

Tut fortsætter:
”Beboerne på Hindø hørte til Hee sogn og Hee kirke. I mange år havde de privatlærer på øen, men senere blev børnene sejlet over til Holmsland, hvor de både gik i skole og til præst.
De levede af landbrug, fiskeri og rørskov.
I min barndom høstede de rør på Hindø. De blev hentet med hest og vogn på øen og fragtet til Hee station, hvorfra de blev videresendt.”

Karen:
”Da Andreas solgte Hindø, flyttede han med sin familie til Ringkøbing, hvor de åbnede en restaurant i Vester Strandgade 25. Hans hustru, Marie, blev hurtigt kendt for sin gode mad.
Senere flyttede de til Algade 11, hvor Andreas blev bestyrer i sin fars gæstgiveri.
I 1904 købte Andreas gæstgiveriet, som lå rigtig godt i det trafikerede kryds Algade – Østergade. I almindelig folkemunde blev han kaldt ”Andreas o Hindø”.
I 1905 kom en navnelov, som gav Andreas muligheden for at slippe for efternavnet Pedersen og i stedet kalde sig Hindø. Med dette gav han også et nyt navn til sit gæstgiveri, nemlig Hotel Hindø.

Tut:
”Familien Hindø har altid været stærkt involveret i Ringkøbings foreningsliv.
Andreas Pedersens havde to sønner, hvor den ene Peter Christian Hindø var med til at starte Ringkøbing Sejlklub og den anden Nis Schmidt Hindø var med i opstarten af Ringkøbing Idrætsforening. Deres interesse er fortsat gennem deres børn.
Vi har altid været bevidst om, at vi kom fra Hindø. Og vi har et stærkt sammenhold. Alle med navnet Hindø kommer af slægten, men grenen efter Andreas er ikke så stor endda. Vi er 34 i alt.”

Jens Ditlevsen, der døde i 1982, var tømrer og snedkermester i Hee. I sine erindringer skriver han om Hindø:
”På Hindø var en stor firlænget gård, flot at se på, som den lå ude midt i Stadil Fjord. Hindø ejedes af Niels Henriksen, der selv boede på gården Ilkjær i Fåre.
På Hindø holdt han bestyrer. Den første, jeg husker, hed Thorvald.
Hindø blev ikke drevet som almindeligt landbrug men med græskreaturer, som blev drevet fra Ilkjær til øen om foråret og tilbage igen om efteråret. Den gang var der ingen bro, så kreaturerne skulle drives over ved et vadested. Ved driften gennem fjordvandet kørte der en foran med et spand heste. Det skete, at der gik et kreatur til under overfarten. Det tog Niels Henriksen ikke så nøje. Han var hård, og man sagde om ham, at han skyede hverken vand eller ild.
Der skulle altid ligge en båd herovre på Hee siden, når Henriksen kom. Da han en vinter var sejlet over til øen, frøs vandet, før han skulle tilbage, så han ikke kunne sejle. Så vadede han over, idet han trådte isen i stykker foran sig. Vel i land kom Niels Henriksen op til os, hvor han fik tørre bukser på af min fars. De var lige store og begge et par kraftkarle. Desuden fik han et par kaffepunche, og tog så toget til Fåre.
En af de skiftende bestyrere, nærmest en original, holdt en del kaniner. Vi havde også nogle og handlede med ham. Derovre gravede kaninerne sig ned i jorden, så de var ved at underminere hele øen. Han blev nødt til at fremskaffe nogle jægere for at få kaninerne skudt.
I 1921 brændte den gamle stråtækte gård. Alle kreaturerne var drevet ind og dørene stængede. Jeg var derovre dagen efter og så, at alle kreaturerne lå i et hjørne af stalden og var døde. De eneste, der kom ud under branden, var bestyreren, hans kone og deres to børn. De sad i haven med deres dyner, til der kom hjælp.
Gården blev i 1924 genopbygget i en anden stil.

I 1928 købte 3 brødre, Jens, Ingvard og Hartvig Jensen øen. Hartvig boede i Hover, medens de to andre brødre kom fra Ramme. Jens solgte sin tredjepart til sine brødre, og det var sandsynligvis Ingvard med mellemnavnet Kaustrup, som med sin familie var bosiddende på Hindø.

Niels Henriksens ejendom St. Ilkjær i Fåre ligger en lille kilometer fra ejendommen Godballe, som Jens Nielsen ejede. Det er to store gårde, og det er da sandsynligt, at de to dygtige og meget udadvendte ejere har haft en del at snakke om. Det er vel også sandsynligt, at Niels af og til har omtalt Hindø, som han var ejer af i 22 år, og som han solgte til brødrene Jensen fra nabosognet Ramme. Så det kunne godt være lovord, som fik Jens’s søn Erling til at købe Hindø i 1940 for 45.000 kr..

Erling fortæller:
Det var en ø med en fantastisk dejlig natur og et rigt fugleliv. Øen var velegnet til fedekvæg og gåsefarm.
Der var beboelse til bestyrerparret i den sydlige ende af huset mod vest, så var der stald og lade. Halvdelen af jorden kunne dyrkes. Bedriften var baseret på opdræt. Vi leverede ikke mælk til mejeriet, men kalvene og grisene fik den mælk, der blev i overskud.
På gården var der en mølle, en såkaldt vindmotor, som trak tærskeværk og kværn. Jeg købte også en petroleumsmotor, men petroleum var rationeret, så det var rart med vindmøllen, for så slog rationeringsmærkerne bedre til.
På Hindø var der tusindvis af mågereder. I maj måned, da mågerne lagde æg, var vi ude at samle mågeæg. De skulle samles hver eller i hvert fald hver anden dag, for at vi kunne være sikre på, at de var friske. For også at sikre, at mågerne ikke var begyndt at ruge, samlede vi kun fra reder med mindre end tre æg.

Efter 25. maj måtte vi ikke samle mere. Æggene blev pakket i kasser og solgt til biscuitfabrikker, bagere og andre. De kostede lidt mere pr. kilo end hønseæg.
Det første år solgte vi 40.000 mågeæg, men allerede året efter havde mågerne lagt færre, da solgte vi kun 20.000 og året efter 10.000 æg. Så kunne det ikke svare sig, og vi holdt op med at samle.
(Det fortælles, at salget af de 40.000 æg kunne forrente øen i et år.)

Medens jeg havde Hindø, var jeg vært for mange gode familieudflugter og herlige jagtture.
Far nød turene til Hindø, og da det var lidt ud over det almindelige, nød han at tage gæster med både til jagterne om efteråret og for at opleve fuglelivet om foråret.
En dag i maj 1942 inviterede han blandt andet valgmenighedspræst Lumholt fra Bøvling, og pastor Monrad fra Dybe. Vi fik så den ide, at Ester og Chr. Ledgaard kunne tage valgmenighedspræst Helmig fra Ringkøbing med, og da han tilfældigvis havde kirkeminister Arne Sørensen på besøg, så blev det næsten et lille præstekonvent. Ministeren måtte låne gummistøvler, og da han brugte en stor størrelse, havde vi kun et par lange søstøvler.

Vi så på fugle, samlede og pakkede mågeæg. Det er helt sikkert, at for dem var det en uforglemmelig oplevelse.

Erlings datter Margrethe fortæller:
”Foruden kreaturer og svin havde min far en gåsefarm på Hindø, hvorfra han solgte dun.
Han levede godt og lidt isoleret under besættelsen, hvor de selv producerede, hvad de havde brug for.
Min bror Jens Jørgen fortæller, at tyskerne var på besøg to gange under besættelsen. De var naturligvis interesseret i, hvad der skete på Hindø, men de fandt alt i orden.

Far og hans forpagterpar var meget sociale, så de hyggede sig med jagt og kortspil blandt andet sammen med naboerne på Hee-siden Ingeborg og Hans Gjelstrup, som boede på Møllebakken (Voldbjergvej 25)

I vinteren 1945 – 46 var min far på Askov Højskole og her havde han truffet Ingrid Juul Jensen, som også var elev.
Men Ingrid havde en sådan vandskræk, at hun aldrig kunne drømme om at skulle sejle fra Hee til Hindø. Derfor blev øen solgt.
Bestyrerparret på Hindø var så gode venner med min far, at de flyttede med til Annasminde, da han købte den ejendom. ”

Erling fortsætter:
”I 1947 solgte jeg Hindø til Aage Pedersen fra Grimstrup ved Silkeborg.
Samme år den 30. december blev jeg gift med Ingrid, der kom fra Hornborg ved Horsens. Det var pastor Lumholt fra Bøvling, som viede os, men det blev en forrygende snestorm den dag, så bussen med præsten og gæsterne deroppe fra var en time forsinket. Snestormen varede ved, og mange gæster måtte overnatte hos Ingrids forældre.
Ingrid og jeg flyttede ind i den nyerhvervede gård Annasminde, som lå på hendes hjemegn.”

Anker Kirkeby, der er født på Agersbækvej 20, som er nærmeste nabogård til Hindø, fortæller:
”Min bedstefar og hans bror Charles, som boede i Bøvling, havde bygget et lille træhus, lige inden man kommer til broen. Derfra fiskede de i fjorden. På et tidspunkt blev de bedt om at holde opsyn med øen også, fordi Niels Henriksen, som ejede den, boede i Fåre. Han havde skiftende bestyrere.
Om foråret kom hans folk drivende med kreaturer fra Fåre. De skulle over på Hindø, hvor de kunne gå og æde sig fede til hen på efteråret. Min far og bedstefar var med til at drive kreaturerne over. Det var ikke altid nemt. Der gik en foran med et par dyr i tøjr, så fulgte de andre bare med. Men det kneb meget at styre dyrene, for af og til skete det, at et dyr ikke kunne bunde. Så gik der panik i det, og det begyndte at svømme og drive væk for til sidst at drukne.

Jeg husker, da der blev indlagt telefon på Hindø. Det var jo luftbårne ledninger på telefonpæle. I bredden på hver side af fjorden blev telefonpælene støbt ned, og der blev sat to og tre pæle ovenpå hinanden for at ledningerne kom højt nok op. Men de buede alligevel ned hen over fjorden. Om vinteren, når vi løb på skøjter på fjorden, hang ledningerne så langt ned, at vi måtte passe på ikke at løbe ind i dem. Det skete også, at vinden blæste op, så der kom isskruninger. De var stærke nok til at vælte telefonpælene. Så der forestod et stort arbejde med at få rejst pælene igen.

Jeg var en af de få udenforstående, der vidste, hvor vejen gik på fjordbunden, inden broen blev bygget, for jeg havde ofte været med øens forvalter derovre på traktor.
Første gang jeg selv kørte derover, var jeg vel 12 – 13 år. Vores nabo Christian Søndergaard havde lige fået en helt ny Volvo traktor. De var taget i byen, så vi var nogle drenge, blandt andet Søndergaards søn, som ”lånte” traktoren og kørte over til øen. Heldigvis var det helt uden problemer, men hvis Christian havde opdaget det, var han blevet rasende.

Skovfoged Bjarne Jensen fra Løvstrup ved Højmark fortæller:
”Det begyndte vel egentlig i 1962. Vi var nogle venner, som gik på jagt sammen blandt andet i Løvstrup Plantage.
Det var Hans Egsgaard Pedersen, som var direktør for Midtbank i Herning, Svejstrup Jensen direktør for Herning Svineslagteri, fabrikantbrødrene Ernst og Arne Bareuter, der havde arbejdet sig op ved produktion af færdigbundne butterfly og slips med elastik i, senere gik de over til produktion af strikvarer. Samt min far og mig.
Foruden strikvareproduktionen ejede brødrene Bareuter også Nybro Mølle med 50 ørreddamme samt et dambrug på Ginder Skovgaard ved Haderup.

I begyndelsen af 1960’erne havde vi nogle strenge vintre.
Efter en sådan vinter fortalte fiskemesteren på Bareuters dambrug, at den hårde frost havde lagt et10 cm. tykt lag is over dammene, så han i 2 måneder ikke så en fisk. Det havde jo den fordel, at så skulle der heller ikke fodres eller laves andet arbejde. Det store spørgsmål var, om fiskene kunne overleve.
Men da isen forsvandt, så det ud som vandet i dammene nærmest kogte af levende fisk. Så de solgte fisk for et enormt beløb, og det var rent overskud.
Da vi andre hørte det, gav det blod på tanden. Vi ville gerne med i det eventyr, så vi besluttede alle at gå med i et samarbejde.
Vi regnede med, at vi skulle blive millionærer, så nu var det bare med at få etableret flere dambrug.

Med det formål blev Hindø købt i 1962. Den havde rigtig gode forhold for et dambrug.
Brødrene Bareuter havde afholdshotellet i Ulfborg, som de ønskede at afhænde. Det skete ved en byttehandel med Georg Mogensen fra Hoven. I byttehandelen indgik Hindø.
Der var landbrugspligt på øen, så det blev min far, der kom til at stå som ejer, fordi han var den eneste fra gruppen, der måtte drive landbrug.
Øen var ideel til ørredopdræt. Det kunne gøres med meget lave omkostninger, idet vi blot skulle have en speciel pumpe, som var opfundet af en dambruger Lykkegaard på Fyn. Den var så kraftig, at den kunne flytte en kubikmeter vand i sekundet. Med den kunne vi pumpe fjordvand ind gennem dammen fra den ene side af øen og ud på den anden side, og pumpen brugte under en liter diesel i timen.

Da vi havde erhvervet øen, begyndte vi først at lave dambruget. Der var ingen elektricitet på Hindø, så vi købte en lille 11 hk. dieselmotor, som leverede strømmen og trak en vandretliggende skrue, der lå under vandoverfladen i dammen, iltede vandet og sørgede for gennemstrømningen.

Den første vinter var så hård, at vi kunne køre på isen over til Hindø, men da vi var færdige med dambruget, udbedrede vi vejen over til øen. Det var en kørevej, som gik på bunden af den lavvandede fjord.
Det var et stort øjeblik, da de første sættefisk blev leveret til Hindø. Vognmanden satte dem af på Hee siden sammen med foder til fiskene. Der hentede vi dem med traktor og lukkede dem ud i dammen.

Den første sommer byggede vi broen. Jeg havde været soldat ved ingeniørtropperne i Randers. Her lå jeg ved pionerdelingen, hvor jeg blev sendt på kursus i brobygning og sprængning. Så jeg vidste lidt om brobygning, og i hvert fald fik jeg lært, hvordan jeg skulle sprænge den i luften.
Min far kendte ejeren af Thisted Cementvarefabrik, så jeg tog tre – fire gange op og snakkede med hans ingeniører om, hvordan man byggede en bro fra Hee til Hindø med fri vandgennemstrømning, som tilladelsen forlangte. Det var grunden til at broen kom til at ligge på pæle. Disse pæle er ikke det bedste, for de bliver nedbrudt af is om vinteren. Men den har da holdt i godt 50 år nu.

Den kunne godt holde til, at vi skulle levere en produktion på 35 – 40 tons fisk, hvor det var begrænset, hvor ofte der skulle en lastbil over broen, men den var ikke bygget til at det voldsomme tryk, der kom med den store svineproduktion, som efterfølgende skulle leveres fra øen.
Vi skulle passe på, at broen ikke blev for bred, for så blev den samtidig for dyr.
Broen kostede 35.000 kr. plus opstilling, men det gjorde vi selv.
Landfagene i hver ende blev lagt først. De er meget kraftige og godt fyldt med jern. Derefter er der et fag mere i hver ende samt et midterfag, så det når sammen. Da fagene var blevet lagt, blev der støbt et lag beton hen over hele broen. Betonen blandede vi inde på land og kørte det ud med en gummivogn, hvorfra vi smed det ud med skovle og jævnede det med håndkraft.
Det tog 2 måneder at bygge broen, som er 320 meter lang, og der blev brugt alt i alt 333 timers arbejde.
Men der var mange, som var betænkelige ved at køre over broen, for den er jo ikke for bred.
Det første år vi havde broen, var der en, som kom over for at høste 15 tdr. land korn for os med en Dronningborg mejetærsker. Det var en tidligere fiskeskipper Niels Møller fra Holmsland. Han ramte ikke broen for godt, så han væltede i fjorden, lige inden han nåede øen. Fjorden var kun omkring 60 cm. dyb, men det sidste stykke inden øen havde vi gravet bunden op for at bruge det til dæmning, så der var godt og vel 2 meters dybde, som mejetærskeren faldt i.
Da vi havde fået det hele etableret, kunne vi forrente broen med det, vi fik ind i jagtleje fra spidsen af Hindø ind til dambruget. Det var udelukkende fuglejagt.
Georg Mogensen havde fortalt, at der var blevet skudt 35 harer på øen, men vi så ingen. Derfor købte vi 12 harer, som vi slap fri derovre, men vi så dem aldrig igen. De har nok ikke fundet forholdene gode nok, så de er smuttet over broen.
Vi havde også fasanopdræt på Hindø. Vi købte 200 kyllinger, som vi fodrede op blandt andet med mågeæg. Dem samlede vi i en stor balje og opbevarede dem i vandglas (en slags imprægneringsvæske). Når vi så skulle bruge dem, blev de kogt.
Men fasanerne havde det lige som harerne. Da vi havde sluppet dem fri og skulle på jagt efter dem, var der kun omkring 100 tilbage. Resten var fløjet til fastlandet eller havde taget turen hen over broen.

De bygninger, der var på øen, var ikke helt nye. Stuehus og stald var ud i et, men vores krav var heller ikke så store.
Som opvarmning havde vi en brændeovn.
Men vi fik da lavet nogle forbedringer ved stuehuset. Blandt andet badeværelse.
For at få vand i huset, var der en håndpumpe i gangen, hvormed vi kunne pumpe vand op af en brønd. Her fik vi fik vi lavet noget voldsomt avanceret, synes vi selv. Vi lagde en beholder op på loftet, som kunne tage 200 liter vand. Den pumpede vi fuld med håndpumpen. Derfra kunne det selv løbe ned i toilet, bruser og hvor der ellers var brug for vandet. Vi havde også en gasvandvarmer, som fungerede fint med det svage tryk, der kom fra beholderen på loftet, så vi havde varmt og koldt vand både i badeværelse og køkken.

Til strøm havde vi jo kun den lille 11 hk. dieselmotor, men jeg havde en kammerat, som arbejdede med elektricitet, og jeg havde snakket med ham, om vi kunne finde en løsning på at få mere strøm til Hindø. Han fortalte, at han havde været med til at nedlægge et jævnstrømsværk i Brovst, så jeg aftalte med ham, at han skulle købe, hvad vi kunne bruge for at få strøm på Hindø.
Det gjorde han. Der var blandt andet en generator, vi kunne koble til vandpumpen, derfra lagde vi et kabel op til hakkehuset, hvor vi havde 32 stk. 6 volts batterier til at stå. Når vi så fodrede fisk om formiddagen, kørte pumpen ret stærkt for at få gennemstrømning i dammen, så vandet kunne blive renset ud. Pumpen gav så meget strøm til generatoren, at den gennem kablet opladede de 32 batterier. Herfra gik der et kabel op til gården, så de kunne tappe strøm fra disse batterier, når de om aftenen skulle have lys, se fjernsyn eller hvad de nu skulle bruge elektricitet til. Det fungerede fint i mange år.
Strømmen var jævnstrøm, da det er den eneste strøm, man kan oplagre.

Vi plantede en del skov på Hindø, således at 1/3 af øen var skov, 1/3 ligger lå rør og den sidste 1/3 var landbrugsjord.

Vi havde en angusbesætning på 65 kreaturer, hvoraf der var 20 moderkøer. Vi tog kalvene fra om vinteren og satte dem i stalden, medens køerne gik ude året rundt. Vi havde også en del høns.
Der var en bestyrer til at passe landbruget. Han hed Jens og boede på øen med sin kone, Lene. De fik to børn, medens de var derovre.
Det skete engang, at der kom en ræv, som tog vores høns. Selv efter mange ihærdige forsøg, lykkedes det os ikke at fange den. Så en nat tog bestyreren en død høne, som han bandt til en pæl ude på græsplænen. Derefter bandt han en snor i hønen, trak snoren ind gennem sit soveværelsesvindue og bandt den til sit ene ben. Så anrettede han sit gevær, således at det pegede lige ned på hønen.
I løbet af natten vågnede han ved, at det trak i snoren, så han skyndte sig hen til geværet. Han kunne intet se, men affyrede et skud. Næste morgen fandt han Mikkel ræv liggende død ved siden af hønen.

Øen er virkelig et paradis. Vi havde mange vadefugle og gæs. Den gang ynglede 50 par brushøns derovre, og der var terner, hættemåger, stormmåger, svartbag, dværgmåger, rørdrum og klyder, men de fleste er forsvundet nu om dage. Så der er meget lidt fugleliv på Hindø i dag i forhold til, da vi havde øen.
Og så var der de mange måger. Dem havde vi problemer med, fordi de samler de snegle op, der er i vandet, og når snegle går gennem en måge, udvikler de en lille mide, som kommer ud med deres ekskrementer. Når de rammer ørreddammene, sætter miderne sig i øjnene på fiskene, så de bliver blinde.”

Bjarne Jensen fortsætter:
”En dag var jeg ved at fodre fiskene i ørreddammene. Det var en kødhakker, man kom foderet i, så det blev findelt. Men pludselig skred min fod, så jeg gled ned og fik den ene fod i fiskekværnen, hvor den sad fast og stoppede kværnen. Jeg var helt alene og kunne ikke få foden fri. Men der stod nogle fiskekasser af plastik i min nærhed, og jeg fik fat i den ene, som jeg brækkede en aflang kant af. Med den fik jeg med meget besvær raget en skovl til mig, og med den brækkede jeg kværnen så meget fra hinanden, at jeg kunne få foden ud. Den så ikke godt ud, og blodet løb fra den, så jeg bandt en snor om ved knæet og humpede fra fiskehuset over broen til den nærmeste ejendom. Her var ingen hjemme, men der stod en telefon i vinduet, så jeg slog ruden i stykker og ringede til min læge i Spjald, som straks tilkaldte en ambulance.
Det viste sig, at jeg mistede fire og en halv tå på den ene fod. Så jeg har kun en halv storetå tilbage.
Historien kom i alle landets aviser. I Berlinske Tidende var der en overskrift, hvor der stod: ”Ung mand kvæstet på en øde ø”.
Det læste en ung sygeplejerelev på Rigshospitalet i København. Hun hed Mette og var datter af pastor King på Holmsland. Jeg kendte lidt til hende i forvejen, og da hun var hjemme næste gang, kom hun ud for at se, hvordan det gik.
Senere blev vi gift og fik tre børn, inden hun efter 23 års ægteskab blev syg og døde.

Med ørreddammen på Hindø gik det ikke så godt.
Fjorden er så lavvandet, at vandet om sommeren blev for varmt, så fiskene blev syge af det. Og vi røg ind i en bølgedal med hensyn til afsætning af fiskene.
Vi var medlem af DAØ Dansk Andels Ørredproduktion i Brande. De kunne sælge fisk af alle størrelser. På Hindø lavede vi kun små fisk, men for at få en bedre økonomi ville vi lave fisk på over et kilo, hvilket vi havde forholdsvis nemt ved.
Vi havde ikke nogen underskreven kontrakt, men vi skulle have 6,50 kr. pr. kilo. Det var en rigtig god forretning for os, for fiskene voksede utrolig hurtigt. Når vi vejede dem fra starten skulle der 50 fisk til 1 kilo, men allerede i løbet af en måned var de vokset så meget, at der kun skulle 25 til 1 kilo, og sådan kunne vi halvere det hver måned. Men da de var blevet så store, at vi skulle af med fiskene, var prisen faldet til 3,10 kr. pr. kilo. Det var under det, det kostede at producere fisken.
Da nu vægtskålen var ved at gå den gale vej, skulle vi til at have hold på det.
Vi var nået til 1970, hvor jeg skulle giftes. Mette og jeg snakkede meget om, om vi skulle bo derovre.
Jeg havde forberedt mig på, at hvis jeg skulle have en kone med over på Hindø på et tidspunkt, og holde det nogenlunde kørende, så ville jeg bygge 20 sommerhuse ude på den nordlige side af øen, og det kunne godt lade sig gøre. Jeg var i snak med tømrermester Ejler Fisbechhus, som ejede Hee mejeri og byggede nogle fantastiske træsommerhuse.
Vi blev enige om at bygge 20 sommerhuse og lave en grundejerforening, som skulle sørge for at vedligeholde bro og vej og betale ejendomsskatterne.

Men det blev ikke til noget, for efter grundige overvejelser af fordele og ulemper blev Mette og jeg enige om at købe ejendommen Meldgaard i Velling i stedet.
Derfor solgte vi vores andel i Hindø til Lilly og Hans Egsgaard, hvilket de andre også gjorde, så hun og hendes mand blev eneejere i 1971.
Efterfølgende kan man godt se, at de penge, der skal bruges til at drive Hindø, skal man have med hjemmefra. De kan ikke tjenes derovre.

Det var først da Lilly og Hans Egsgaard blev eneejere, der blev ændret på bygningerne. De havde et sommerhus i Løkken, som de solgte og brugte pengene til at modernisere for. De lagde stalden til stuehuset, så det blev på omkring 370 kvm. Der blev lagt nyt tag på og lavet værelser ovenpå.
Men Lilly blev lidt træt af, at hver gang der var lidt fri og ferie, var der altid en valfart af gæster, så i 1977 solgte de øen til Erling Mortensen.”

Politiken skrev:
”Dybt i mange mennesker findes en hemmelig drøm om at leve som den berømte romanfigur Robinson Crusoe. Tænk Dem, at leve alene på en ø – langt fra denne verdens fortrædeligheder, uvenskab og normtyranni. Det er kun en drøm, og for de fleste vil det altid kun være en drøm.”

Men for Jytte og Erling Mortensen blev drømmen gjort til virkelighed. De købte Hindø i 1977.
Erling fortæller:
Jeg kom selvfølgelig ud at arbejde med landbruget. I 1958 – 59 var jeg på Borris Landbrugsskole, hvor jeg tog svinekontroleksamen. Siden arbejdede jeg på flere større gårde som svinefodermester og har været svinekontrolassistent ved Kolding herreds landboforeninger.

Så tog jeg i 10 måneder hyre på et skib fra det sønderjyske rederi C. Clausen. De havde specialiseret sig i at transportere levende dyr. Og jeg var med et skib, som sejlede levende får fra Australien til Kuwait.
Efter arbejdet hos C. Clausen blev jeg igen svinefodermester, og medens jeg arbejdede som sådan på en gård på Sjælland, så jeg i Landsbladet, at der var en skibsredder i Finland, som søgte en fodermester til en svinefarm, han ville opføre. Den stilling fik jeg.
Jeg var dog kun hos skibsredderen i 1½ år, så begyndte jeg for mig selv. Grunden var vel nok, at jeg begyndte at interessere mig for hans datter, Jytte, og han mente vist ikke, at jeg var den rette til hende.
Men vi fik alligevel hinanden, og jeg fortsatte med at arbejde i Finland i ti år.
I løbet af årene fik vi nogle penge samlet sammen, og så købte vi Hindø.

Det var en drøm, der gik i opfyldelse. En drøm jeg har haft lige fra mine drengeår.
Den gang roede vi ofte op ad Vonåen til Hindø i en skydepram. Det var en rotur på små 2 timer. Her samlede vi mågeæg og legede cowboy og indianere. Jeg har også været med mine forældre derude. På Agersbækgaard boede hestehandler Magnus Jensen, som havde heste gående på Hindø, så jeg var med min far ovre at se på hestene. Det var før broen blev bygget, og bunden var så fast, at vi kørte derover i en stiv vogn. Det vil sige en aflang træladvogn uden fjedre, trukket af en hest. Jeg husker, at når vi sad bag i vognen med benene hængende ud over enden, slæbte vores fødder gennem vandet.
I dag sker det, vi rider derover.

Hindø var ikke sat til salg, men jeg kendte direktøren for Sparekassen i Ringkøbing og fik ham til at undersøge mulighederne for at komme i besiddelse af Hindø. Det viste sig, at ejerne var villige til at afstå den, hvis vi kom med et godt bud, og det gjorde vi så i 1977.

Men tidernes ugunst overraskede mig en del.
Under besættelsen i 1940 - 45 var der så mange måger på Hindø, at salget af mågeæg kunne forrente udgiften ved at eje øen.
Den går jo ikke mere. For det første er mågerne fredet, og for det andet, var der ikke ret mange, som holdt til på øen. For det tredje var der nok ikke mange, som ville købe mågeæg.
Medens jeg arbejdede som svinefodermester, havde jeg en mand til at hjælpe ved et grisehold på 75 dyr. I dag går man alene med en besætning på både 300 og 400 dyr.
Da vi overtog Hindø, mente jeg, at når jeg byggede en stald til 100 søer, og ikke brugte medarbejdere, kunne det ikke gå helt galt.
Men det var alt for få dyr, og den pris vi fik for svinene var helt i bund. Så selv om vi havde givet en ret stor udbetaling, kunne dyrene slet ikke forrente den restgæld, der var.”
Erling fortsætter:
”Jeg havde slet ingen betænkeligheder ved at købe øen, men var simpelthen så opsat på købet, at det lukkede mine øjne for alt andet. Der var et dejligt stort vinkelhus med stuehus og lade. Desuden et fiskehus ved ørreddammene. Så jeg byggede den store svinestald på små 1200 kvadratmeter med en smittefri besætning. Vi leverede svinene på den anden side af broen, så vognmanden, Anton Kolby, kom aldrig over på øen med sin bil.
Men jeg blev overrasket over, at renteudgiften blev så stor, og at priserne på slagtesvin faldt så meget, at der på Hindø faktisk ikke var jord nok til at husdyrhold og afgrøderne kunne forrentes.
Så allerede i 1981 måtte jeg smide håndklædet i ringen og opgive min drøm.”

(Det blev Midtbank i Herning, som overtog øen ved en auktion efter Erling Mortensen. For at få mulighed for at videresælge øen som lystejendom, søgte banken om ophævelse af landbrugspligten. Og her 4 år efter, at Erling havde købt den, lavede banken en udregning som begrundelse for ophævelsen, der fortalte, at Erling havde givet godt 5 gange mere for øen, end den med landbrugspligten kunne forrente.
Landbrugspligt er en forordning f 13. maj 1769. Hovedsigtet var at give bønderne ejerskab og råderet og dermed skabe en selvstændig bondestand. Tankegangen var, at det var til gavn for samfundet, hvis jorden var ejet og drevet af bonden selv i stedet for, at jorden skulle drives for større godsejere. Det skulle give mere lyst til arbejdet. red)

Erling fortsætter:
”Hindø blev et dyrt bekendtskab, men min drøm om øen falmede ikke, og bagefter må jeg sige, at det kunne ikke gå bedre, end det kom til. Det var jo umuligt, at drive et landbrug på øen, da den slet ikke kan forrente den nødvendige kapital.
Men efter ti år fik jeg igen min gang derovre, idet Hindø var blevet solgt til fabrikant Kolby Hansen, som søgte at få landbrugspligten ophævet, men det var ikke muligt. Så fredede han hele øen i stedet, hvilket også indebærer, at der ikke må drives jagt derovre, men derved bortfaldt landbrugspligten jo.
I de sidste 20 år har jeg forpagtet jorden derovre, og en dag jeg snakkede med Kolby, sagde han også: ”Ja du har al morskaben derovre, medens jeg har alle udgifterne.”
Og sådan er det. Der skal en ejer til, der vil betragte Hindø som en lystejendom, og som har økonomien til at kunne betale udgifterne uden at få indtægter igen.
Og jeg nyder det da. Lige på den anden side af broen har jeg et lille sommerhus, der betragtes som en forpagterbolig.
Det er et vidunderligt sted, hvor jeg tilbringer meget af min tid. Arealerne skal afgræsses, derfor har jeg får gående derovre.
Så jeg får fodret mine får, får dem klippet og er derovre i det meste af den tid, hvor de får lam. Jeg har også 14 islændere og en belgisk hest.
Desuden har jeg nogle maskiner, så jeg kan holde tingene ved lige, såsom at få slået græs. Og så holder jeg selvfølgelig opsyn med ejendommen.

Når ejerne, Kolby Hansen, (ejer af H.S. Hansen i Lem med fabrikker også i andre lande) kommer på deres årlige 14 dages ferie, har jeg vand med derovre fra fastlandet til dem. Der er godt nok en pumpe ved stuehuset, som går ned i 20 meters dybde, men vandet er fuld af okker. Der er også lavet en anden boring for vand til dyrene, men der er man helt nede i 220 meters dybde, og så er vandet endda slet ikke rent men ret brunt. Dyrene vil gerne drikke det, men det kan ikke bruges som almindeligt drikkevand.

Men som sagt er jeg derovre hver dag, og jeg har absolut ingen betænkeligheder ved at køre over broen, selv om den efterhånden er blevet noget skrøbelig. Det er jo begrænset, hvad der kan ske. Ja jeg kan komme til at hænge ud over kanten med et forhjul, men så kommer bilen heller ikke længere. Det er værre med en traktor, for den kan risikere at vippe, hvis den får forhjulet ud over kanten.
Så jeg kan stadig med stor glæde nyde, at min drengedrøm er gået i opfyldelse, og at der findes et sådant lille paradis her i Danmark. ”
Det er ikke alle, som er lige gæstfri.
Jørgen Rønn, som for en kort tid flyttede over på Hindø inden Hans Kolby Hansen købte, ønskede bestemt ikke at blive invaderet af turister, men det var jo ikke muligt at holde vagt ved broen i alle døgnets 24 timer. Derfor satte han et stort skilt op for enden af broen. Der stod:
”Min tyr kan forcere øen på fem minutter. Hvor hurtig er du?”

Hindø ejes i dag af Hans Kolby Hansen, som bor i England.
Han har personlig fredet øen og accepteret at offentligheden har adgang.


Redigeret og fortalt af Ernst Munck


Nyheder
Frivilligliste - Støt op om din by
Frivilligliste - Støt op om din by
Hee Sogneforening vil rigtig gerne, hvis du vil skrive dig på vores frivilligliste. Jo flere der er til opgaven, desto mindre er den
Vestrum Kalender
Fra september bringer VestRum hver måned en kalender i Lokalposten med de aktiviteter i de syv sogne.
Ingen kan det hele
- Sammen kan vi rigtigt meget
Sæt kryds i kalenderen den 12. januar 2016, hvor styregruppen bag Landsbyklynger indkalder til borgermøde kl. 19-21.30 i Tim Hallen
Gymnastik holder Åbent Hus
I forbindelse med Gymnastik opstart 2015/16 og i anledningen af nye redskaber doneret af Tuborgfondet og Ringkøbing Landbobank, så starter Gymnmastik i Hee med et arrangement lørdag d. 19. sept.
Ny Døgnstation i Hee
Ny Genbrugsstation i Hee
Den gamle genbrugsplads i lukker ned, og i stedet bliver det nu muligt at aflevere sit affald til genbrug ved den nye døgnstation på grusparkeringspladsen ved Hee Stationsbygning
Badminton tilmelding 2015/16
Tider til badmintonsæsonen 2015/16 kan reserveres på 6165 5397
Torsdagsklubben holder Sommerferie
Der startes op igen torsdag d. 3. september kl. 14 i Klubhuset
Naturens Rige referat
Se afrapporteringen fra de 28 Naturens Rigsdage
Torsdagsklubben holder Sommerferie
Der startes op igen torsdag d. 3. september kl. 14 i Klubhuset
FCM Miniakademi
Send din søn eller datter på et af træningstilbuddene, der er fordelt rundt om i HELE regionen og giv ham/hende endnu mere træning i hverdagen
Klubben er gået på Sommerferie
Klubben hver tirsdag for børnene i Hee er gået tidligt på sommerferie pga. Sankt Hans.
Føste gang efter sommerferien er tirsdag d. 11. aug. kl. 19 i Klubhuset.
Strikkefestival
Strikkefestival i Hee 12. - 14. juni
Hee Sommerfest Revy 2015
Hee Sommerfest Revy 2015
Stor tak til hele revyholdet for igen at levere et fantastisk show til Hee Sommerfest 2015
Gør en forskel!
Lokalrådet ser det som et stort ønske, at en håndfuld personer vil være ”bystanders” til vores tilgængelige hjertestartere i Hee.
Hvorfor flytte til Hee?
Hee Lokalråd vil gerne markedsføre de 10 bedste grunde for at bosætte sig i Hee, derfor laver de en lille konkurrence op til Sommerfesten
05.05.15
Kontingent Hee SF
Så er det igen blevet tid til indbetaling af kontingenter 2015
03.05.15
Familiesport i Hee
Lige et par billeder fra Familiesport på Hee Stadion
Hee på Twitter
Følg @Hee_SF på Twitter
Oldboys fodbold
Oldboys sæson 2015 er lige rundt om hjørnet. Oldboys starter d. 15. apr. og Senior d. 20. apr.
9.4.15
Hee Revyen lever!!!
De øver på livet løs i fine nye lokaler hos Anette og Steen på Holstebrovej.
Regionsmestre indefodbold
Tim's u13 drenge c, hvor flertallet er fra Hee, har haft en forrygene sæson i indefodbold.
Fremtidens Bevægelseshus
Betyder Fremtidens Bevægelseshus i Hee noget for dig? Kom til borgermøde - torsdag den 26. marts kl. 19.00 Multisalen - Hee Skole - Agersbækvej 7, Hee
Fodbold opstart i Hee
Sæsonen 2014 - 15 starter op igen efter vinterpausen, lørdag d. 28/3 kl. 10 til 11.30
Nyt fra markedsføringsudvalget
Nu er det ved at være at være 2 år siden dette under-udvalg i Sogneforeningen opstod.
Ny bestyrelse
Der er nu afhold konstituerende bestyrelsesmøde tirsdag d. 3. marts 2015
Nyt fra torsdagsklubben
Der er stadigvæk gang i Torsdagsklubben og der er plads til flere. Vi mødes i Klubhuset hver torsdag 14.00.
Nyt fra bestyrelsen
Generalforsamling, nye i bestyrelsen, gymnastikopvisning, fodbold. Der er rigeligt at tage fat på..
19.1.15
Hee SF hue og halstørklæde
Det er nu muligt at købe Hee SF Hue og halstørklæde
14.1.15
Et unikt sted for fitness og wellness
Fremtidens Bevægelseshus er familieferie og aktiviteter for alle; handicap ingen hindring!
29.9.14
FC Midtjylland kommer på besøg
Torsdag d. 9. oktober får Hee SF besøg af 10 superligaspillere fra FCM, som vil stå for en træningsaften af 2 timers varighed.
29.9.14
Nederlag til Senior Oldboys
Hee-No Senior Oldboys tabte 3-1 i Skjern.
28.9.14
Indløb på MCH Arena
Endnu engang var der Hee spillere på grønsværen på FC Midtjyllands hjemmebane MCH Arena.
22.9.14
Målrig affære
Hee-No Senior Oldboys spillede 4-4 på hjemmebane mod Skjern
15.9.14
Endnu et nederlag til RIF
Hee-No Senior Oldboys tabte 2-0 på udebane til RIF 1
8.9.14
Endnu en flot sejr til Senier Oldboys
Senior Oldboys sendte her til aften Klitten hjem til Hvide Sande med et nederlag på 4-1.
1.9.14
Oprejsning til Senier Oldboys
Efter sidste rundes knap så gode resultat, blev det her til aften til en 4-0 sejr på udebane i Grønbjerg.
29.8.14
Hee.dk er nu flyttet
Hjemmesiden er nu flyttet til et nyt webhotel
29.8.14
Ny sæson i Hee Kvindeforum
Så har vi taget hul på en ny sæson i Hee Kvindeforum.
28.8.14
Fodboldtilmelding senest 30. aug!
Der er sidste tilmelding til den kommende fodboldsæson lørdag d. 30/8, derefter pålægges 50 kr. i gebyr på kontingentet!
25.8.14
Familiesvømning 2014/15
Familiesvømning fortsætter i sæson 2014/15 onsdage fra kl. 19.00-20.00 i Ringkøbing Svømmehal
25.8.14
Senier Oldboys fik klø
Senior Oldboys blev kørt over af RIF 2 med hele 1 - 7 på hjemmebanen i No
24.8.14
Hee Lokalhistoriske Arkiv
På et bestyrelsesmøde i J. C. Christensens Hus den 30. oktober 1998 blev man enige om at opbygge et lokalt historisk arkiv i Hee.
11.8.14
Senier Oldboys spillede 2-2
Senior Oldboys hentede 2-2 i Velling, i en intens kamp.
Nyheder
24.8.14
Hee Lokalhistoriske Arkiv
På et bestyrelsesmøde i J. C. Christensens Hus den...
22.8.14
Hee.dk holder flyttedag
Hjemmesiden flytter til et nyt webhotel....
12.8.14
Fodboldtilmelding senest 30. aug!
Der er sidste tilmelding til den kommende fodboldsæson lørdag...
11.8.14
Senier Oldboys spillede 2-2
Senior Oldboys hentede 2-2 i Velling, i en intens kamp, der især i...
Kalender
27.8.14
Klubhuset er reserveret!
Klubhuset er reserveret af Sogneforeningens bestyrelse til møde.
3.9.14
Oldboys fodbold på Hee Stadion
Hee-No oldboys vs. Lem

Læs mere om oldboys her
Nyhedsbrev
Indtast dit navn og din e-mail nedenfor, hvis du ønsker at modtage vores nyhedsbrev.
Portalen drives af Hee Sogneforening. Kontakt webmaster